Anmeldelse: Mrs. Bridge

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.
​
Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂
/Patricia