Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.
I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥
​
Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!
/Patricia

Det er ingen hemmelighed at jeg er en elendig fotograf, for det har aldrig rigtig sagt mig noget.
Men jeg lover at øve mig, for bloggens skyld! Indtil da: undskyld! 😛

Dansk titel: Huset ved Nattens Ende
Original titel: The House at the Edge of Night
Forfatter: Catherine Banner
Udgivelsesår: 2016 v. Cicero

Hey! Det er mig der er Patricia. Jeg er ikke så fandens god til det med introduktioner, så jeg springer bare lige i!

Kan I huske da man i folkeskolen skulle skrive essays over bøger man havde læst?* Det her bliver ikke det samme, men ikke desto mindre var det, hvad jeg kom i tanke om da jeg skulle til at i gang her. Jeg har ikke meget erfaring med at skrive blogindlæg, men jeg satser da stort på at jeg får meget mere personlighed til at skinne igennem her end i mine lektier, for ellers bliver det da hurtigt dødssygt for jer at læse (og nok også for mig at skrive).
*Okay, selvom det for mit vedkommende er over 10 år siden, så gik det lige op for mig da jeg skrev, at der måsker er nogen der læser med som mere for nylig har skrevet essays.

Når man arbejder i en boghandel kommer der somme tider repræsentanter fra forskellige forlag på besøg, og snakker om nogen af alle de gode bøger der er på vej, og det var sådan jeg for første gang hørte om Huset ved Nattens Ende. De ved lige nøjagtig hvad de skal sige for at give en lyst til at læse det hele. Der gik et par måneder efterfølgende før jeg fik bogen på min egen bogreol, og yderligere et par måneder før jeg gik i gang med at læse den. Kender I det? Selvom jeg læser meget, så føles det som om at jeg får købt mange flere bøger en jeg har tid til at komme igennem, og listen af bøger jeg gerne vil læse vokser stødt. Ikke desto mindre kom jeg i gang med denne som den første i 2017, og jeg var næsten ikke skuffet.

Alt, hvad jeg før havde hørt og kunne læse mig til, var at bogen handler om den italienske læge Amedeo, der i starten af 1900-tallet flytter til øen Castellamare, og om hvordan han skaber sig et liv der. Det er også rigtigt at det er det den starter ud med, men historien begynder i år 1914, og slutter i 2009 – altså strækker den sig over 95 år – og handler ikke kun om Amedeo, men om den familie han stifter og de vidt forskellige mennesker de skaber relationer til i løbet af fire generationer.

Huset ved Nattens Ende er en hyggelig familieroman, der foregår i et tempo der er til at følge med i – i hvert fald det meste af tiden. Et par gange hopper den lidt mærkeligt i tiden, og så er det om at holde tungen lige i munden. Man bliver langsomt men sikkert trukket ind i familien Espositos liv, og de mange skandaler de har en tendens til at få skabt for sig selv. Jeg må indrømme at der kun var ganske få karakterer som jeg holdt meget af, og som jeg var tæt på at knytte mig til, men alligevel var bogen fuld af historier, tæt bundet til øens folkelegender, på en måde der hele vejen igennem holdt mig interesseret og underholdt.

Amedeo, der er tilflytter, og Castellamares allerførste læge, bliver af de fleste taget rigtig godt imod. Men da han har været øens læge i en række år, kommer hans dybeste hemmelighed frem i lyset, og han er tvunget til at finde en anden beskæftigelse. Her ender han med at købe Huset ved Nattens Ende, en bar der har ligget på øen næsten lige så længe, som der har været mennesker på den. Selvom det viser sig at være det rigtige valg, er der stadig et hav af udfordringer på vej, både for ham og hans efterkommere.
Castellamare virker som et nærmest magisk sted, og bliver flere gange beskrevet så levende at man nemt kan forestille sig at være der selv, være del af øboernes årlige festival for den lokale helgeninde, og blive revet med af stemningen på den lokale bar. Igennem to verdenskrige og finansielle kriser ændrer livet på øen sig drastisk, da den på sin egen måde formår at følge med i den moderne verdens udvikling. Alligevel er der ting der aldrig ændrer sig, og Castellamare er hjemsted for pudsige hændelser, som de mange overtroiske øboere har svært ved at se på som noget tilfældigt.

Alt i alt er Huset ved Nattens Ende en varm og stemningsfuld roman, god på disse kolde vintermåneder. Jeg indrømmer, at det ikke er af min foretrukne genre, men det er altid godt at prøve noget uvant fra tid til anden. 🙂 Jeg er heller ikke vant til at skrive anmeldelser, men mon ikke jeg snart får lidt mere føling for det? Jeg håber i hvert fald, det har været fint at læse med, og at I vil vende tilbage! Nu er det tid til at lægge hovedet i blød, og finde ud af, hvad næste fredags indlæg skal handle om.
​
God weekend!
/Patricia