Titel: Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden, #1)
Forfatter: Katja L. Berger
Udgivet: 2017 v. DreamLitt

Inden min anmeldelse af denne helt igennem fantastiske bog, kommer der lige en kort opdatering - man er velkommen til at springe denne paragraf over, hvis man bare vil direkte til anmeldelsen. Det er absolut ingen hemmelighed, hvad jeg går igennem for tiden, jeg er bare ikke så god til at dele det. Jeg er for nylig blevet diagnosticeret med ADD (attention deficit disorder), hvilket sjovt nok lige pludselig har givet svar på en masse af de ting jeg går og kæmper/har kæmpet med. Det er blandt andet grunden til at det nogen gange tager mig 3 måneder at læse en bog, og andre gange kan jeg læse flere bøger om ugen. Jeg er startet i medicinsk behandling, men for at være ærlig, så går det faktisk rigtig skidt. Jeg har mange bivirkninger, og der er endnu ikke noget der rigtig virker. Så nej, jeg vil stadig ikke sætte faste dage på hvornår og hvor tit der kommer blogindlæg; det håber jeg folk er forstående overfor. Hvis ikke er det bare ærgerligt. :) 

Lad os springe ud i det: 
Denne bog handler om 16-årige Raven, der vågner op og ikke aner, hvor hun er. Hun ved bare, at det er helt forkert, og at det ikke er et sted hun burde være. Og 'vågner op' er måske så meget sagt, for Raven er død og kan til at starte med ikke huske, hvordan hun er endt sådan. Heldigvis kommer Døden hende til undsætning - ja, Døden. Han er i denne bog ikke som han er i de fleste fortællinger. Han er en lille, gammel mand i shorts og hawaii-skjorte. Okay, indrømmet, jeg kan ikke huske om han ligefrem går i shorts, men kan I se det for jer? Det vigtige er dog, at Døden absolut ikke skal undervurderes. Han har eksisteret altid, også før alt andet, og har den dertilhørende magt. 

Snart hjælper Døden vores kære Ravn med at få hukommelsen tilbage, hvorefter han tilbyder hende en plads imellem hans Sjælehentere, og som blot 16-årig er Raven på ingen måde klar til at fortsætte til efterlivet, hvorfor hun takker ja til at tage mellemvejen. Fremover er hendes job at stå klar, når nogen skal dø, så hun kan hjælpe deres sjæl videre til den anden side - om så den side er Himlen eller Helvedet. Hun skal spille en upartisk rolle heri, fordi balance er nøglen til fred både på jorden og hinsides, men dæmoner og engle kommer til at spille en større rolle i hendes nye "liv" end som så. Snart bliver Raven suget ind i en verden af mytologi og mystik, og inden længe står hun på kanten af starten på en ny krig... og måske, kun måske, er der lys for enden af tunnelen. 

På Ravens rejse møder vi ikke kun Døden, men også Lucifer og Jahve, hvis relation er både overraskende og underholdende. Der er også andre karakterer med som du med garanti har hørt om før, uanset din holdning til religion og mytologi, og Katjas forståelse for både de oprindelige historier om disse, samt hendes evne til at skabe noget helt unikt og spændende heraf, var noget af det der holdt mig interesseret hele bogen igennem

Jeg var mildest talt svært begejstret for Sjælehenteren, som fangede min opmærksomhed allerede fra første kapitel. Raven er en stærk og stædig pige, som på en og samme tid accepterer at hun pludselig er endt i en verden hun førhen intet kendte til, og alligevel falder utrolig hurtigt til i, men samtidig nægter at accepterer når det går op for hende at nogen eller noget truer både denne nye verden, og den hun plejede at tilhøre.

Bogen er en fantastisk blanding af forskellige religioner, sagn og myter uden på noget tidspunkt at blive forvirrende (eller, for dem der måske kunne frygte det, at virke anmasende med noget af det - det er tydeligt at det er en fantasy-roman og intet andet). Det synes jeg er en utrolig imponerende præstation. Allerede før jeg var halvvejs igennem, blev jeg ked af at anden bog ikke er udkommet endnu. Ofte læser jeg først serier når alle bind er udkommet, og det her er grunden. Ventetiden på næste bog i 'Fortællinger fra Døden' bliver lang og svær!

Kæmpe ros til Katja Berger, som har skrevet en bog som med garanti kommer til at blive læst og genlæst mange gange - og ikke kun af mig. 

Rigtig god weekend - og rigtig god jul - til alle jer, der læser med ♥

Original titel: Mrs. Bridge
Dansk titel: Mrs. Bridge
Forfatter: Evan S. Connell
Udgivelsesår: 2017 v. Forlaget Olga (1959 i USA)

Jeg blev kontaktet af forlaget Olga, om jeg ville modtage et eksemplar af deres nye bog, Mrs. Bridge, i bytte for en anmeldelse heraf, og takkede ja tak. Jeg har en svaghed for den slags klassikere, og har alligevel aldrig fået læst netop denne før, på trods af at den for første gang udkom i 1959. Nu sidder jeg her, efter at have vendt sidste side, og begriber ikke, hvorfor bogen ikke før har været oversat til dansk.

I nogen tid, måske en time eller mere, havde de siddet og læst hver for sig. Han sad med avisens finanssider, og hun havde i ro og mag læst om dagens bryllupper. Regnen trommede dæmpet mod ruderne, skodderne klaprede, og over fordøren begyndte metaltætningslisten at klage sig. Med avisen i hånden lyttede mrs. Bridge til tordenens rumlen og bragen over huset. Pludselig, i total stilhed, blev stuen oplyst af et lyn. Mr. Bridge løftede hovedet, kun dét og ikke andet, men indeni i mrs. Bridge rørte noget på sig. Hun så indtrængende over på sin mand. “Slog uret?” spurgte han. “Nej, det tror jeg ikke,” svarede hun afventende. Han klarede halsen. Han rettede på brillerne. Han fortsatte læsningen. Hun glemte aldrig dette øjeblik, hvor hun var lige ved at forstå selve meningen med livet og med stjernerne og planeterne, ja, og jordens flugt gennem rummet.

Ovenstående er fra bogen, og de af jer der selv har stået med bogen i hånden har måske lagt mærke til, at det også er det uddrag der står på indersiden af omslaget. Der er en mere særlig grund til, at jeg har valgt at inkludere det her, og jeg håber at de af jer der får læst bogen bliver lige så rørt som jeg gjorde, når I når dertil.

Mrs. Bridge er historien om India, en kvinde primært i 1930’erne og 1940’ernes Kansas City. Den er hele hendes liv forvandlet om til 318 sider i en bog som fanger med det samme, og som er svær at lægge fra sig. Vi følger hende fra årene omkring hendes bryllup i slutningen af tyverne, på trods af at hun egentlig ikke havde planer om at blive gift, opvæksten og opdragelsen af hendes børn, og helt frem til efter de har forladt reden.

Der rejste sig mange spørgsmål i løbet af min gennemlæsning af bogen, og jeg indrømmer gerne at der indimellem var sætninger eller situationer, som fik feministen i mig til at blive en smule fortørnet, og jeg var flere gange nødt til at minde mig selv om, at tingene var en hel del anderledes for mindre end 100 år siden. Der er både politiske, religiøse og menneskelige holdninger der fik mig til at hæve øjenbrynene mere end én gang, men jeg lærte også at more mig lidt over flere af den slags ting (og ikke mindst glæde mig over at tingene har ændret sig). Men åh gud, fordommene! :’D

Jeg synes, det er en utrolig fin bog, og samtidig en ret tragisk beretning om, hvordan der er alt for mange ting i livet, vi absolut ingen kontrol har over, ligegyldigt hvor desperat vi prøver at holde fast. Det er en historie om, hvordan man bliver revet med af livet, og hvordan man aldrig rigtig får ændret de hverdagsting og vaner man gerne vil. Det er realisme på præcis den måde det skal være: sjovt, smukt, skræmmende og trist.

Det er mild og let underholdning, på trods af at den indebærer så meget. Der er små beretninger om alle menneskerne i Mrs. Bridges liv, vidt forskellige mennesker rundt omkring i Kansas City, med hendes eget personlige præg – helt uden at hun er bevidst om det. Man kan ikke andet end at bliver irriteret over de mennesker hun selv bliver irriteret over, for hold op, der er nogen trælse mennesker med. Man morer sig og blive sørgmodig sammen med hende. Man følger intriger og kontroverser på tværs af familier, klasser og aldersgrupper.

Hvad der gør bogen noget særligt, er at den er fortalt fra Indias synspunkt. Hun er et forsigtigt og meget reflekterende menneske, og jeg er ikke altid enig med hende, men hvad ville også være det sjove i det? Selv de mindste og umiddelbart mest ubetydelige anekdoter i bogen er med til, at vi lærer hende lidt bedre at kende. Hun bliver fascineret af, og skræmt over folk og ting der er anderledes, i en grad at det går hen og bliver ganske underholdende, selvom man ikke altid helt kan lade være med at ryste på hovedet af hende. Hun finder det finurligt og interessant at møde mennesker der lever og ikke mindst tænker anderledes end hun selv – om end ikke for meget anderledes. Bogen berør også emner som den evige, menneskelige dobbeltmoral, som for eksempel forholdet til Indias midlertidige veninde mrs. Leacock, som det egentlig ikke lader til at hun bryder sig særlig godt om, og alligevel ses med ret tit fordi hun nyder opmærksomheden.

Mrs. Bridge er i virkeligheden en ensom dame, hun er bare selv meget længe om at indse det. Faktisk opdager hun det alt for sent, og det er en af de ting der er så smukke og tragiske ved denne bog, som jeg fra starten af var helt forelsket i.
​
Alt i alt var jeg utrolig glad for bogen, og så er jeg selvfølgelig altid ekstra glad når bøger refererer til, og inkluderer, historiske navne og begivenheder. 🙂
/Patricia

Original titel: Our Endless Numbered Days
Dansk titel: Vores Endeløse Dage
Forfatter: Claire Fuller
Udgivet: 2017 v. Forlaget Olga

Først en lille undskyldning: der har sørme været stille her længe, hva’? Vi prøver at lave om på det, det gør vi virkelig, men det kommer til at gå lidt langsomt her det næste stykke tid, og vi håber I bærer over med os. 🙂

Og så til dagens anmeldelse: jeg har ikke fået læst voldsomt meget de sidste par måneder, faktisk nærmest intet, men det seneste jeg er blevet færdig med er Vores Endeløse Dage. Et anmeldereksemplar, som allervenligst er foræret os af det nyopstartede Forlaget Olga. Endnu engang tusind tak!
Jeg kan lige så godt starte med at sige, at den her bog var en rutsjebane af følelser jeg slet ikke var forberedt på. Jeg nåede at føle så mange forskellige ting igennem de 262 sider; rimelig imponerende gjort af sådan en relativt kort bog. Den er hverken lang eller svær, men den fylder rigtig meget rent mentalt. Det er ikke en bog der lægger fingre imellem.

Vores Endeløse dage handler om 8 år gamle Peggy, der bor med sine forældre i London. Hendes mor, Ute, er verdenskendt koncertpianist, og hendes far, James, er survivalist – overlever. Da Ute er væk på en af sine tournéer, rejser James og Peggy væk fra alt og alle, og forsvinder sporløst. Det er ikke før mange år efter at hun forstår hvorfor. De ender i en hytte i en ukendt, europæisk skov, og det bliver deres hjem de næste ni år. James fortæller Peggy at hele resten af verden er gået under, og at alle hun kender er døde, at kun de to er tilbage. Peggy lærer at lave fælder, pelse deres fangst og hugge brænde. Hun lærer at spille på klaver uden lyd og at sy sit tøj om med tiden, så det bliver ved med at passe hende. Hun lærer også at hade sin far, men aldrig at stoppe med at elske ham.

Det er en interessant (og super underlig) bog, og meget anderledes end hvad jeg normalt plejer at læse. Den var en lille smule længe om at fange mig i starten, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde og tænke på andre ting. Jeg tror dog mest, det var fordi jeg skulle vænne mig til måden, den var opdelte på: skiftevis fortælling om deres tid i skoven, og om tiden lige efter hjemkomsten. Det har i hvert fald intet med det beskrivende sprog at gøre, for det fejler absolut intet. Det er intet problem levende at forestille sig alt, hvad der sker i bogen.

Planen var at tale om, hvor forfærdelig James han er/bliver i sin opførsel over for Peggy, men efter at have læst bogen færdig kan jeg slet ikke sætte ord på det. Jeg har så ondt af Peggy, og samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret på hende. Men hun kender ikke til andet, og hun stoler på sin far og deres liv i skoven – i hvert fald i bevidst tilstand – så måske kunne hun ikke have gjort noget anderledes.

Der var dele af slutningen jeg havde set komme, og alligevel kom det fuldstændig bag på mig. Jeg kunne godt lide måden det var gjort på. Den virkelige brutalitet kommer snigende, og du opdager det først når det er for sent. At få så frygtelig og barsk en historie fortalt fra så uskyldigt en hovedrolle er både skræmmende og tankevækkende.

Der er noget helt igennem ironisk og ufattelig tragisk over både Peggy og James’ skæbner, og man kan ikke lade være med at tænke på, om den slags mon kunne ske i virkeligheden.
Det var alt for i dag! Gå ud og anskaf jer bogen i morgen, så jeg har nogen at snakke med det her om. 😛 Nu vil jeg bruge resten af min søndag aften på Buffy. ♥ 
​
/Patricia

Original titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children
Dansk titel: Frøken Peregrines Hjem for Sælsomme Børn
Forfatter: Ransom Riggs
Udgivet: 2012 v. Quirk Books

Kender I det, når man skal fortælle nogen om en bog man har læst, men man er så begejstret for den at man slet ikke ved, hvor man skal starte? Det er lidt sådan jeg har det lige nu. Miss Peregrine’s er en bog jeg er helt utrolig glad for. Jeg læste den første gang kort tid efter den var kommet til Danmark da Kimmie og jeg var med i Odense Centralbiblioteks læseklub Fantastic Fiction. Jeg er faktisk ikke klar over, om læseklubben stadig eksisterer, men det var ret sjovt at være med. Eugh, jeg savner at være med i en bogklub.

Nåh, men… Miss Peregrine’s Peculiar Children er en trilogi, og engang sidste år købte jeg det super flotte bokssæt. Jeg har en tendens til at lade der gå rigtig lang tid fra jeg har købt en bog til jeg får den læst, fordi der også er så meget andet der skal læses. Derfor har jeg først lige genlæst denne, og var faktisk endnu mere vild med den denne gang, end jeg var første gang. Der var så mange ting jeg havde glemt, selv de helt store plot twists, så den sidste tredjedel af bogen var ren højspænding. ♥

Jacob er en helt almindelig teenager, udover at hans forældre har alt, alt for mange penge. Hans onkel ejer en kæde af apoteker i USA, og Jacob selv står selvfølgelig til at skulle eje en andel af dem som voksen. Indtil da arbejder han som assistent i en af dem, og hans eneste mission i livet er at prøve at få sig selv fyret. Det er, indtil hans farfar dør under tragiske omstændigheder, og en verden af mystik og frygt åbner sig for ham. Jacob og hans farfar var meget tætte, og farfar Portman plejede at fortælle ham historier fra sin barndom. Historier fra et barndom fuld af sælsomme børn med de mest utrolige evner. Historier, som Jacob stoppede med at tro på allerede som barn.

Farfar Portmans sidste, gådefulde ord, sender Jacob til en walisisk ø, Cairnholm. Jeg vil ikke afsløre for meget, hvis man hverken har set filmen* eller læst bogen, men på Cairnholm rejser der sig langt flere spørgsmål end der bliver givet svar på. Jacob finder frem til børnene og børnehjemmet fra farfar Portmans historier, men intet er som han havde forventet, eller som han nogensinde kunne have forestillet sig. Samtidig opdager han ting om sig selv og sit eget liv, som han ikke anede noget om. Hurtigt bliver han suget ind i en virkelighed så meget anderledes end hvad han hidtil har kendt til, en virkelighed hvor monstre findes. Og lad mig lige sige jer, de er super klamme! Okay, jeg er nem af skræmme, men den her bog har nogen seriøse og effektive gyserelementer.
* Jeg har ikke – jeg har svært ved at tro at den kan være fyldestgørende, og jeg er ikke så stor fan af Tim Burton som jeg engang har været.

Bogen er fuld af billeder, som forfatteren har fundet hos en håndfuld forskellige samlere. Billederne rangerer fra mærkelige og mystiske til direkte uhyggelige. Det fungerer super godt, og giver bogen noget helt unikt. Samtidig er jeg vild med skrivestilen. Jeg er altid skeptisk når jeg starter en bog fortalt af et ‘jeg’, men det er gjort rigtig godt her.

Det er en bog jeg kun kan anbefale, især hvis man er til fantasy med creep-factor. Jeg ved godt, det ikke er en super lang eller dybdegående anmeldelse, men der er bare så mange ting i bogen som man virkelig selv skal opleve.

​Kimmie gav mig et par nye bogmærker i forrige weekend, magen til nogen af dem vi sendte ud til vores giveaway. ‘Peregrine’ betyder ‘vandrefalk’ på dansk, så derfor passede fjeren jo perfekt til bogen. ♥
Super god weekend til alle!
/Patricia

Titel: To år, otte måneder og otteogtyve nætter
Forfatter: Salman Rushdie
Udgivet: 2016 v. Gyldendal

Salman Rushdies nyeste bog indledes med tre citater, hvoraf mit første (og mit yndlings) lyder således:
Man “tror” ikke på eventyr. Der er ingen teologi, ingen troslære, ingen ritualer, ingen institution, ingen forventning om nogen bestemt opførsel. De handler om verdens uforudsigelighed og foranderlighed.
– George Szirtes

Allerede der var jeg faktisk utrolig spændt på at komme i gang, og havde ret høje forventninger. Jeg startede egentlig på bogen tilbage i juni måned sidste år, men blev kort tid efter distraheret af noget andet (jeg tror, det var min 117. genlæsning af Harry Potter). I mandags valgte jeg så at kaste mig over den igen og starte forfra, men jeg må indrømme at jeg faktisk ret hurtigt blev skuffet og begyndte at kede mig. Jeg var forvirret, selv efter jeg var nået langt ind i bogen, og blev rigtig sur på de meget lange, snørklede sætninger, som tit ikke gav nogen mening overhovedet.

Vi starter historien i New York 1995, da stilheden endelig har lagt sig, i hvert fald for en stund, efter flere dages voldsom stormvejr. Hr. Geronimo – gartner – står op, og føler da godt nok et eller andet er anderledes, men det er først efter han har gjort sig klar og er kørt ud til en af sine kunders haver, og står med forskrækkelsen over at haven er fuldstændig uopretteligt ødelagt, at han opdager at han svæver. Han har nemlig ingen mudder på skoene. Og derfra tager det ellers fart, ikke kun på Manhatten, men snart i hele verden, med alskens mærkværdigheder. Disse tager gradvist og voldsomt (og voldeligt) til i styrke, og står på i – du har gættet det – to år, otte måneder, og otteogtyve nætter.

Og ser I: to år, otte måneder og otteogtyve nætter svarer til… *drumroll* …1001 nat. Bogen har da også nogen referencer til 1001 Nats Eventyr, hvoraf den største dog er, at djinner selvfølgelig er skyld i den kaos der lige pludselig hersker. Geronimo der ganske langsomt stiger til vejrs, et spædbarn der får folks hud til at rådne når de fortæller selv den mindste løgn i hendes nærvær, en business mand på toppen af sin karriere der bliver besat og på tre dage ødelægger sit firma ved at påstå han står bag den nærtstående verdensøkonomis kollaps…

800 år forinden forelskede en djinniaprinsesse sig i et menneske: filosoffen Ibn Rushd, og med ham blev hun gravid tre gange. Hver gang fødte hun minimum 7 børn, og startede dermed en stamme af folk der var halvt menneske, halvt djinn. I 1990erne er det efterkommere af denne stamme der skal redde verden.

Bogen er fortalt som en historiebog af vores efterkommere, mere end 1000 år fra nu. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes det fungerer, når der er så mange referencer til nutidens popkultur og klassikere, selvom det samtidig skal forestille at dem, der læser bogen ikke har noget kendskab dertil.

Det føles lidt farligt ikke at bryde sig synderlig meget om en af vor tids mest anerkendte forfattere, men havde jeg ikke sat mig i hovedet inden jeg gik i gang, at jeg altså ville skrive en anmeldelse af denne bog, så havde jeg aldrig læst den færdig. I lang tid havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Jeg havde en fornemmelse af, at der var en dybere mening med fortællingen, og først nær slutningen fattede jeg at den egentlig mest virker som et stort “fuck dig” til religion. Det er vel også en slags emne, men måske er det bare fordi jeg havde forventet noget helt andet at jeg hverken regnede den ud i starten eller var særlig imponeret over det. Han nævner selv noget i stil med, at én mands realitet er en anden mands eventyr. Og er det ikke sådan det er og skal være? Det er ikke meningen med det her indlæg at det skal blive super dybt eller lægge op til en debat om religion, men så længe vi ikke påtvinger hinanden noget uønsket, så må folk for min skyld tro på, hvad de synes. Noget der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for en anden og omvendt.

Anyway! Der var andre grunde til, at jeg ikke rigtigt brød mig om bogen. Jeg har nævnt at den en stor del af tiden forvirrede mig. Jeg kunne heller ikke rigtig forligne mig med karaktererne, hverken hoved- eller biroller. Blue Yasmeen er super edgy og skriver/optræder med slam poetry (som ellers i virkeligheden er en ting jeg elsker), og Jimmy Kapoor er for sygt vild, yo. Jeg magtede det ikke helt. Jeg er heller ikke sikker på om det er meningen man skal.

En anden ting jeg syntes var rigtig træls, var den håndfuld ting der blev gentaget mange, mange, mange gange. Og så lige én gang til. Blandt andet hvor meget de i Feernes Rige dyrker sex. Hver dag. Hele tiden. Mindst seks gange om dagen. Jeg har hørt bogen beskrevet som både magisk realisme og satire, og selvom jeg er sikker på det er rigtig nok, så tror jeg bare ikke det er genrer for mig. Jeg blev i hvert fald mest bare træt. Ja, det har krydset mine tanker at jeg måske bare slet ikke er klog nok til at læse Salman Rushdie.

Én ting jeg dog fandt super relevant var dette:
Hvor er historien dog forræderisk! Halve sandheder, uvidenhed, bedrag, falske spor, fejl og løgne og, begravet et sted mellem alt dette, den sandhed, som det er så nemt at miste troen på, og om hvilken det derfor er nemt at sige, at den blot er en kimære, at den ikke findes, at alt er relativt, at det ene menneskes absolutte tro er et andet menneskes eventyr, men som vi ikke desto mindre insisterer på – insisterer meget eftertrykkeligt på – er alt for vigtig en forestilling til, at man kan overlade den til relativitetskræmmerne.
– S. 241

Kan I se, hvad jeg mener?! Men udover at det cirka er den længste sætning i verden, så har den fat i noget rigtigt og vigtigt, især for en historieelsker som mig. Historie er skrevet af de overlevende, af sejrsherrerne, og vi vælger at tro på det overleverede fordi vi ikke har andet valg. Det betyder ikke at den historie vi lærer i skolen eller senere hen er 100% korrekt. Men det var lidt et sidespring.
Og se, så har jeg skrevet i mine notater at jeg skulle huske at nævne noget meget relevant jeg fandt i teksten på bogens bagside. Bogen var lånt, og jeg har selvfølgelig afleveret den tilbage, så det har jeg ikke rigtig mulighed for. Måske var der hverken vigtigt eller interessant, hvem ved. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske det.
​
Nu vil jeg pakke min taske og tage ud til Kimmie. Vi skal game og være klamme, og jeg skal tidligt i seng fordi jeg skal op klokken 5. Hurra!
God weekend, søde læsere ♥
/Patricia

Titel: Den of Thieves (Ancient Blades #1)
Forfatter: David Chandler
Udgivelsesår: 2011 v. Voyager

Det skal nævnes på forhånd at Den of Thieves er første bind i en trilogi, og selvom alle tre bøger er på billedet ovenfor, så er dette kun en anmeldelse af bog 1. Det skal også nævnes at den desværre ikke er oversat til dansk, hvilket jeg personligt synes er super ærgerligt. Jeg var ret vild med bogen, og kan ikke forstå den ikke er blevet mere populær. Sidst men ikke mindst, så er den heller ikke sådan lige til at skaffe i fysisk form længere. I hvert fald Den of Thieves er print on demand – hvilket vil sige at bogen først bliver trykt når der kommer en bestilling på den. Men spørg! i din lokale boghandel, for det er en virkelig god bog!!

David Chandler hedder i virkeligheden Daniel Wellington, og skriver normalt zombiebøger. Da han startede med at skrive Ancient Blades-trilogien, var det slet ikke meningen den skulle ud til offentligheden. Det var bare til ham selv, mest for sjov og ballade, og for hans indre teenagers skyld. Men han fik alligevel fortalt en ven om sine igangværende ikke-zombie skriverier, og derfra tog det hurtigt fart. Vennen fik lov at læse et kapitler, som blev videregivet til en editor, og ja… pludselig var det en hel bog. Og så tre. Jeg er i hvert fald glad.

Da jeg gik i gang med at læse virkede det hele meget bekendt. Det gik op for mig at jeg havde læst i hvert fald starten af bogen før, og jeg har nu lidt en mistanke om at jeg måske har et eksemplar mere gemt væk i en papkasse i Kimmies skur et sted – der bor langt de fleste af mine bøger. Jeg var dog sikker på at jeg ikke havde læst slutningen, og det viste sig da også at jeg efter omkring 100 sider ikke længere havde nogen anelse om, hvad der skulle ske.

Den of Thieves foregår i The Free City of Ness, der kun til en hvis grad lever op til sit navn. Det er rigtigt at enhver indbygger i Ness er fri til at gøre, hvad de har lyst til – indenfor lovens rammer, naturligvis – endda at forlade byen. Men gør de det, forsvinder friheden hurtigt. Udenfor Ness kan enhver, der ikke ejer land, blive opkøbt og brugt som slave på en anden mands ejendom. Og de må aldrig vende tilbage til Ness.

Malden, i sin profession som tyv, er vild med friheden. Men først da han bliver opdaget af Cutbill, leder af byens organisation af tyve, får han øjnene op for, hvilket fængsel Ness i virkeligheden er. Cutbill tilbyder Malden en plads i sin organisation, og med det åbner der sig helt nye muligheder.

Samtidig søger en anonym force at vælte byens nyeværende regering og skabe absolut kaos. De skal bruge en dygtig, men undværlig tyv til at stjæle grevens* krone. Enter Malden. En umiddelbar umulig mission, som ikke desto mindre lykkes. “Jamen Patricia. Nu har du jo afsløret slutningen på hele det store, vilde plot.” Men nej, nej. Det er nemlig først nu handlingen for alvor begynder. Det lykkes Malden at stjæle kronen, ja, med møg og besvær og et næsten fatalt møde med en dæmon, og efter aflevering får han sin lovede gevinst. Samme dag (eller dagen efter, jeg kan ikke helt huske det), er han tvunget til at begynde at planlægge hvordan han vil stjæle kronen tilbage, hvis han vil beholde sit liv, og sikre at Cutbill bevarer sit også.
*Af mangel på bedre oversættelse. I bogen hedder byens overhoved ‘the burgrave’, som oversættes til burggraf, som er en gammel tysk titel. Der findes ikke noget tilsvarende på dansk, men det tætteste man umiddelbart kommer er borggreve. Derfor har jeg valgt at kalde ham greve.

I sine missioner bliver Malden hjulpet af den smukke (selvfølgelig) Cythera, som med sine levende tatoveringer, og sin angst for fysisk berøring er noget af et mysterium. Han bliver også, i hvert fald noget af vejen, hjulpet af to medlemmer af en ældgammel orden, hvis oprindelige mål var at bekæmpe dæmoner. Nu er der ikke mange dæmoner tilbage, så der er ikke meget kontakt imellem de i alt syv medlemmer, som nu hver især er spredt omkring i landet, i færd med at hjælpe folk i nød. Undtagen Bikker, som gør hvad som helst for penge. De fire er næppe et team, faktisk langt fra. Ingen stoler på hinanden, og alle ender med at gøre tingene på deres egen måde. Så er spørgsmålet om det alligevel ender godt, og for hvem. 😉

Den eneste der rigtigt hjælper Malden uden at afvige planerne er Kemper, og mest og alt fordi han skylder tyven sit liv. Hvem og hvad Kemper er, er lidt en skam at skrive om her. Men de to bliver overraskende nok relativt gode venner. Alt er relativt, selvfølgelig.

Bogen føles til tider som at være midt i et rollespil, og for en fantasy gamer som mig, er det et kæmpe stort plus. Fuld af quests, plot twists, folk du ikke kan stole på, og selvfølgelig masser af loot. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så er det okay. Læs bogen alligevel. Omend det ikke er high fantasy, så er det en velskreven bog med masser af kloge elementer (jeg mener, en krone der kan tale fordi den… nej, bare læs bogen), og uforudsete plot twists. Der er noble riddere, korrupte personer med alt for megen magt, masser af magi og en lille smule kærlighed. Og selvfølgelig Malden. Hvis jeg nogensinde befandt mig i Ness, hvor glad jeg end er for at det er en fiktiv by, så ville jeg være glad bare jeg kunne møde ham.
Nu vil jeg begynde at læse A Thief in the Night. Kan I have en helt fantastisk weekend!
​
/Patricia

Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016 v. Lindhardt og Ringhof

“Det er indimellem ganske svært at slå tiden ihjel. Jeg har egentlig altid hadet det udtryk; tiden er jo det eneste vi har, så hvad er det man i virkeligheden slår ihjel? Sig selv, måske?”
Mich Vraa: Haabet, s. 256.

Jeg er ikke normalt typen der hænger mig specielt i citater og særlige sætninger, men denne bog har en del af dem, og ovenstående fandt jeg ret så tankevækkende.

Haabet er en fortælling om dansk involvering i slavehandlen slut 1700- start 1800-tallet, som jeg de sidste 3 dage har siddet med næsen i så snart jeg havde mulighed for det. Som forventet var det til tider en enormt barsk historie, men jeg havde alligevel ikke regnet med at skulle have ondt i maven af væmmelse, hver gang der blev nævnt nye grusomheder.

I 1780erne sejler Anton Frederiksen, kaptajn på slavefregatten Haabet, fra København til Afrika og videre til de Vestindiske Øer mere end én gang, og tjener en formue på de slaver han samler op ved Guldkysten. På den sidste af hans ture er hans kone med, og bliver under tragiske omstændigheder gravid – ikke med Anton. Kaptajn Frederiksen vælger at bygge et hus på Thurø og slå sig ned der, med sin kone og datter.
I starten af 1800-tallet skal Maria og Anton Frederiksen ombord på Haabet for første gang i næsten femten år, og på trods af sin mors advarsler, glæder 14-årige Maria sig helt utroligt. De skal kun sejle fra København til Frederikshavn, men det ender alligevel med at blive en rejse langt ud over alle forventninger.

I 1820erne ankommer Mikkel Eide, humanist og professor, til Sankt Thomas. Her skal han bo i et par år og observere slavernes forhold, dynamikken mellem dem og plantageejerne, og om det skal han skrive en bog. Han har en vision om at fortælle den danske befolkning om, hvordan tingene i virkeligheden foregår. For på trods af at Christian den Syvende, daværende konge af Danmark, allerede i 1792 forbød videre handel med slaver, var der stadig godt gang i det tredive år efter.

Bogen er skrevet i form af breve og dagbøger, og foregår hele vejen igennem på tværs af de tre historier, indtil de til sidst flettes sammen – i mine øjne gjort på en utrolig god måde. Jeg havde i hvert fald aldrig regnet sammenhængen ud (jeg håber det siger mere om bogen end det gør om mig 😛 ). Haabet rummer en del forskellige stemmer, og selvom nogen fylder mere end andre, er alle lige vigtige. Der er ingen overflødigheder.

“Haabet – eller de mænd der lagde hendes kurs – havde tydeligvis leget med ilden. Mens vi sad og talte i agterkahytten, skete der en forandring i luften. Som hvis man er i et lille rum, et skab, og døren pludselig bliver smækket i. Et dumpt drøn i ørerne, en bestemt smag i munden som forvarslet om smerte.”
Mich Vraa: Haabet, s. 302.

Det er en virkelig god fortælling om, hvordan ingen mennesker er rent gode eller rent onde, og alle har deres eget syn på, hvad der er rigtigt og forkert. Selvom jeg aldrig på noget tidspunkt ligefrem blev rykket til at tvivle på min holdning om, at menneskehandel er noget af det mest frygtelige der nogensinde er foregået, så var der tidspunkter hvor jeg ikke kunne lade være med at føle noget der mindede om empati for nogen af de karakterer, der i hvert fald i bogen stod bag. Man bliver tidligt i bogen snydt til at tro, man kender karaktererne allerede kort tid efter deres introduktion, men måske er Haabet også en påmindelse om, at man aldrig kender folk så godt som man går og tror.

Interesserer man sig bare lidt for historie, og/eller har fulgt med i historietimerne, så er der også en del genkendelige navne. Selvom Haabet er fiktion, så holder den sig så tæt på virkeligheden som muligt. Jeg har helt klart lært et par småting, jeg ikke anede noget om før. Mich Vraa nævner i sit efterskrift at bogen ikke er et oplæg til debat, eller på anden måde skrevet for at skabe fokus på noget specifikt emne, hverken nutidigt eller fra fortiden. Alligevel synes jeg det er vigtigt at huske sig selv på, man læser om ting der rent faktisk er foregået. Det er barskt, og det er ikke en måde man hverken kan eller skal behandle andre mennesker på. Næstekærlighed, pls ♥
​
Men Haabet er ikke kun en tragisk historie, det er også en smuk og forhåbningsfuld historie. Det er en klar anbefaling herfra!
/Patricia

Det er ingen hemmelighed at jeg er en elendig fotograf, for det har aldrig rigtig sagt mig noget.
Men jeg lover at øve mig, for bloggens skyld! Indtil da: undskyld! 😛

Dansk titel: Huset ved Nattens Ende
Original titel: The House at the Edge of Night
Forfatter: Catherine Banner
Udgivelsesår: 2016 v. Cicero

Hey! Det er mig der er Patricia. Jeg er ikke så fandens god til det med introduktioner, så jeg springer bare lige i!

Kan I huske da man i folkeskolen skulle skrive essays over bøger man havde læst?* Det her bliver ikke det samme, men ikke desto mindre var det, hvad jeg kom i tanke om da jeg skulle til at i gang her. Jeg har ikke meget erfaring med at skrive blogindlæg, men jeg satser da stort på at jeg får meget mere personlighed til at skinne igennem her end i mine lektier, for ellers bliver det da hurtigt dødssygt for jer at læse (og nok også for mig at skrive).
*Okay, selvom det for mit vedkommende er over 10 år siden, så gik det lige op for mig da jeg skrev, at der måsker er nogen der læser med som mere for nylig har skrevet essays.

Når man arbejder i en boghandel kommer der somme tider repræsentanter fra forskellige forlag på besøg, og snakker om nogen af alle de gode bøger der er på vej, og det var sådan jeg for første gang hørte om Huset ved Nattens Ende. De ved lige nøjagtig hvad de skal sige for at give en lyst til at læse det hele. Der gik et par måneder efterfølgende før jeg fik bogen på min egen bogreol, og yderligere et par måneder før jeg gik i gang med at læse den. Kender I det? Selvom jeg læser meget, så føles det som om at jeg får købt mange flere bøger en jeg har tid til at komme igennem, og listen af bøger jeg gerne vil læse vokser stødt. Ikke desto mindre kom jeg i gang med denne som den første i 2017, og jeg var næsten ikke skuffet.

Alt, hvad jeg før havde hørt og kunne læse mig til, var at bogen handler om den italienske læge Amedeo, der i starten af 1900-tallet flytter til øen Castellamare, og om hvordan han skaber sig et liv der. Det er også rigtigt at det er det den starter ud med, men historien begynder i år 1914, og slutter i 2009 – altså strækker den sig over 95 år – og handler ikke kun om Amedeo, men om den familie han stifter og de vidt forskellige mennesker de skaber relationer til i løbet af fire generationer.

Huset ved Nattens Ende er en hyggelig familieroman, der foregår i et tempo der er til at følge med i – i hvert fald det meste af tiden. Et par gange hopper den lidt mærkeligt i tiden, og så er det om at holde tungen lige i munden. Man bliver langsomt men sikkert trukket ind i familien Espositos liv, og de mange skandaler de har en tendens til at få skabt for sig selv. Jeg må indrømme at der kun var ganske få karakterer som jeg holdt meget af, og som jeg var tæt på at knytte mig til, men alligevel var bogen fuld af historier, tæt bundet til øens folkelegender, på en måde der hele vejen igennem holdt mig interesseret og underholdt.

Amedeo, der er tilflytter, og Castellamares allerførste læge, bliver af de fleste taget rigtig godt imod. Men da han har været øens læge i en række år, kommer hans dybeste hemmelighed frem i lyset, og han er tvunget til at finde en anden beskæftigelse. Her ender han med at købe Huset ved Nattens Ende, en bar der har ligget på øen næsten lige så længe, som der har været mennesker på den. Selvom det viser sig at være det rigtige valg, er der stadig et hav af udfordringer på vej, både for ham og hans efterkommere.
Castellamare virker som et nærmest magisk sted, og bliver flere gange beskrevet så levende at man nemt kan forestille sig at være der selv, være del af øboernes årlige festival for den lokale helgeninde, og blive revet med af stemningen på den lokale bar. Igennem to verdenskrige og finansielle kriser ændrer livet på øen sig drastisk, da den på sin egen måde formår at følge med i den moderne verdens udvikling. Alligevel er der ting der aldrig ændrer sig, og Castellamare er hjemsted for pudsige hændelser, som de mange overtroiske øboere har svært ved at se på som noget tilfældigt.

Alt i alt er Huset ved Nattens Ende en varm og stemningsfuld roman, god på disse kolde vintermåneder. Jeg indrømmer, at det ikke er af min foretrukne genre, men det er altid godt at prøve noget uvant fra tid til anden. 🙂 Jeg er heller ikke vant til at skrive anmeldelser, men mon ikke jeg snart får lidt mere føling for det? Jeg håber i hvert fald, det har været fint at læse med, og at I vil vende tilbage! Nu er det tid til at lægge hovedet i blød, og finde ud af, hvad næste fredags indlæg skal handle om.
​
God weekend!
/Patricia