Anmeldelse: To år, otte måneder og otteogtyve nætter

Titel: To år, otte måneder og otteogtyve nætter
Forfatter: Salman Rushdie
Udgivet: 2016 v. Gyldendal

Salman Rushdies nyeste bog indledes med tre citater, hvoraf mit første (og mit yndlings) lyder således:
Man “tror” ikke på eventyr. Der er ingen teologi, ingen troslære, ingen ritualer, ingen institution, ingen forventning om nogen bestemt opførsel. De handler om verdens uforudsigelighed og foranderlighed.
– George Szirtes

Allerede der var jeg faktisk utrolig spændt på at komme i gang, og havde ret høje forventninger. Jeg startede egentlig på bogen tilbage i juni måned sidste år, men blev kort tid efter distraheret af noget andet (jeg tror, det var min 117. genlæsning af Harry Potter). I mandags valgte jeg så at kaste mig over den igen og starte forfra, men jeg må indrømme at jeg faktisk ret hurtigt blev skuffet og begyndte at kede mig. Jeg var forvirret, selv efter jeg var nået langt ind i bogen, og blev rigtig sur på de meget lange, snørklede sætninger, som tit ikke gav nogen mening overhovedet.

Vi starter historien i New York 1995, da stilheden endelig har lagt sig, i hvert fald for en stund, efter flere dages voldsom stormvejr. Hr. Geronimo – gartner – står op, og føler da godt nok et eller andet er anderledes, men det er først efter han har gjort sig klar og er kørt ud til en af sine kunders haver, og står med forskrækkelsen over at haven er fuldstændig uopretteligt ødelagt, at han opdager at han svæver. Han har nemlig ingen mudder på skoene. Og derfra tager det ellers fart, ikke kun på Manhatten, men snart i hele verden, med alskens mærkværdigheder. Disse tager gradvist og voldsomt (og voldeligt) til i styrke, og står på i – du har gættet det – to år, otte måneder, og otteogtyve nætter.

Og ser I: to år, otte måneder og otteogtyve nætter svarer til… *drumroll* …1001 nat. Bogen har da også nogen referencer til 1001 Nats Eventyr, hvoraf den største dog er, at djinner selvfølgelig er skyld i den kaos der lige pludselig hersker. Geronimo der ganske langsomt stiger til vejrs, et spædbarn der får folks hud til at rådne når de fortæller selv den mindste løgn i hendes nærvær, en business mand på toppen af sin karriere der bliver besat og på tre dage ødelægger sit firma ved at påstå han står bag den nærtstående verdensøkonomis kollaps…

800 år forinden forelskede en djinniaprinsesse sig i et menneske: filosoffen Ibn Rushd, og med ham blev hun gravid tre gange. Hver gang fødte hun minimum 7 børn, og startede dermed en stamme af folk der var halvt menneske, halvt djinn. I 1990erne er det efterkommere af denne stamme der skal redde verden.

Bogen er fortalt som en historiebog af vores efterkommere, mere end 1000 år fra nu. Jeg ved ikke, hvor godt jeg synes det fungerer, når der er så mange referencer til nutidens popkultur og klassikere, selvom det samtidig skal forestille at dem, der læser bogen ikke har noget kendskab dertil.

Det føles lidt farligt ikke at bryde sig synderlig meget om en af vor tids mest anerkendte forfattere, men havde jeg ikke sat mig i hovedet inden jeg gik i gang, at jeg altså ville skrive en anmeldelse af denne bog, så havde jeg aldrig læst den færdig. I lang tid havde jeg ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Jeg havde en fornemmelse af, at der var en dybere mening med fortællingen, og først nær slutningen fattede jeg at den egentlig mest virker som et stort “fuck dig” til religion. Det er vel også en slags emne, men måske er det bare fordi jeg havde forventet noget helt andet at jeg hverken regnede den ud i starten eller var særlig imponeret over det. Han nævner selv noget i stil med, at én mands realitet er en anden mands eventyr. Og er det ikke sådan det er og skal være? Det er ikke meningen med det her indlæg at det skal blive super dybt eller lægge op til en debat om religion, men så længe vi ikke påtvinger hinanden noget uønsket, så må folk for min skyld tro på, hvad de synes. Noget der er rigtigt for dig, er måske ikke rigtigt for en anden og omvendt.

Anyway! Der var andre grunde til, at jeg ikke rigtigt brød mig om bogen. Jeg har nævnt at den en stor del af tiden forvirrede mig. Jeg kunne heller ikke rigtig forligne mig med karaktererne, hverken hoved- eller biroller. Blue Yasmeen er super edgy og skriver/optræder med slam poetry (som ellers i virkeligheden er en ting jeg elsker), og Jimmy Kapoor er for sygt vild, yo. Jeg magtede det ikke helt. Jeg er heller ikke sikker på om det er meningen man skal.

En anden ting jeg syntes var rigtig træls, var den håndfuld ting der blev gentaget mange, mange, mange gange. Og så lige én gang til. Blandt andet hvor meget de i Feernes Rige dyrker sex. Hver dag. Hele tiden. Mindst seks gange om dagen. Jeg har hørt bogen beskrevet som både magisk realisme og satire, og selvom jeg er sikker på det er rigtig nok, så tror jeg bare ikke det er genrer for mig. Jeg blev i hvert fald mest bare træt. Ja, det har krydset mine tanker at jeg måske bare slet ikke er klog nok til at læse Salman Rushdie.

Én ting jeg dog fandt super relevant var dette:
Hvor er historien dog forræderisk! Halve sandheder, uvidenhed, bedrag, falske spor, fejl og løgne og, begravet et sted mellem alt dette, den sandhed, som det er så nemt at miste troen på, og om hvilken det derfor er nemt at sige, at den blot er en kimære, at den ikke findes, at alt er relativt, at det ene menneskes absolutte tro er et andet menneskes eventyr, men som vi ikke desto mindre insisterer på – insisterer meget eftertrykkeligt på – er alt for vigtig en forestilling til, at man kan overlade den til relativitetskræmmerne.
– S. 241

Kan I se, hvad jeg mener?! Men udover at det cirka er den længste sætning i verden, så har den fat i noget rigtigt og vigtigt, især for en historieelsker som mig. Historie er skrevet af de overlevende, af sejrsherrerne, og vi vælger at tro på det overleverede fordi vi ikke har andet valg. Det betyder ikke at den historie vi lærer i skolen eller senere hen er 100% korrekt. Men det var lidt et sidespring.
Og se, så har jeg skrevet i mine notater at jeg skulle huske at nævne noget meget relevant jeg fandt i teksten på bogens bagside. Bogen var lånt, og jeg har selvfølgelig afleveret den tilbage, så det har jeg ikke rigtig mulighed for. Måske var der hverken vigtigt eller interessant, hvem ved. Jeg kan i hvert fald ikke lige huske det.
​
Nu vil jeg pakke min taske og tage ud til Kimmie. Vi skal game og være klamme, og jeg skal tidligt i seng fordi jeg skal op klokken 5. Hurra!
God weekend, søde læsere ♥
/Patricia