Anmeldelse: Huset ved Nattens Ende

Det er ingen hemmelighed at jeg er en elendig fotograf, for det har aldrig rigtig sagt mig noget.
Men jeg lover at øve mig, for bloggens skyld! Indtil da: undskyld! 😛

Dansk titel: Huset ved Nattens Ende
Original titel: The House at the Edge of Night
Forfatter: Catherine Banner
Udgivelsesår: 2016 v. Cicero

Hey! Det er mig der er Patricia. Jeg er ikke så fandens god til det med introduktioner, så jeg springer bare lige i!

Kan I huske da man i folkeskolen skulle skrive essays over bøger man havde læst?* Det her bliver ikke det samme, men ikke desto mindre var det, hvad jeg kom i tanke om da jeg skulle til at i gang her. Jeg har ikke meget erfaring med at skrive blogindlæg, men jeg satser da stort på at jeg får meget mere personlighed til at skinne igennem her end i mine lektier, for ellers bliver det da hurtigt dødssygt for jer at læse (og nok også for mig at skrive).
*Okay, selvom det for mit vedkommende er over 10 år siden, så gik det lige op for mig da jeg skrev, at der måsker er nogen der læser med som mere for nylig har skrevet essays.

Når man arbejder i en boghandel kommer der somme tider repræsentanter fra forskellige forlag på besøg, og snakker om nogen af alle de gode bøger der er på vej, og det var sådan jeg for første gang hørte om Huset ved Nattens Ende. De ved lige nøjagtig hvad de skal sige for at give en lyst til at læse det hele. Der gik et par måneder efterfølgende før jeg fik bogen på min egen bogreol, og yderligere et par måneder før jeg gik i gang med at læse den. Kender I det? Selvom jeg læser meget, så føles det som om at jeg får købt mange flere bøger en jeg har tid til at komme igennem, og listen af bøger jeg gerne vil læse vokser stødt. Ikke desto mindre kom jeg i gang med denne som den første i 2017, og jeg var næsten ikke skuffet.

Alt, hvad jeg før havde hørt og kunne læse mig til, var at bogen handler om den italienske læge Amedeo, der i starten af 1900-tallet flytter til øen Castellamare, og om hvordan han skaber sig et liv der. Det er også rigtigt at det er det den starter ud med, men historien begynder i år 1914, og slutter i 2009 – altså strækker den sig over 95 år – og handler ikke kun om Amedeo, men om den familie han stifter og de vidt forskellige mennesker de skaber relationer til i løbet af fire generationer.

Huset ved Nattens Ende er en hyggelig familieroman, der foregår i et tempo der er til at følge med i – i hvert fald det meste af tiden. Et par gange hopper den lidt mærkeligt i tiden, og så er det om at holde tungen lige i munden. Man bliver langsomt men sikkert trukket ind i familien Espositos liv, og de mange skandaler de har en tendens til at få skabt for sig selv. Jeg må indrømme at der kun var ganske få karakterer som jeg holdt meget af, og som jeg var tæt på at knytte mig til, men alligevel var bogen fuld af historier, tæt bundet til øens folkelegender, på en måde der hele vejen igennem holdt mig interesseret og underholdt.

Amedeo, der er tilflytter, og Castellamares allerførste læge, bliver af de fleste taget rigtig godt imod. Men da han har været øens læge i en række år, kommer hans dybeste hemmelighed frem i lyset, og han er tvunget til at finde en anden beskæftigelse. Her ender han med at købe Huset ved Nattens Ende, en bar der har ligget på øen næsten lige så længe, som der har været mennesker på den. Selvom det viser sig at være det rigtige valg, er der stadig et hav af udfordringer på vej, både for ham og hans efterkommere.
Castellamare virker som et nærmest magisk sted, og bliver flere gange beskrevet så levende at man nemt kan forestille sig at være der selv, være del af øboernes årlige festival for den lokale helgeninde, og blive revet med af stemningen på den lokale bar. Igennem to verdenskrige og finansielle kriser ændrer livet på øen sig drastisk, da den på sin egen måde formår at følge med i den moderne verdens udvikling. Alligevel er der ting der aldrig ændrer sig, og Castellamare er hjemsted for pudsige hændelser, som de mange overtroiske øboere har svært ved at se på som noget tilfældigt.

Alt i alt er Huset ved Nattens Ende en varm og stemningsfuld roman, god på disse kolde vintermåneder. Jeg indrømmer, at det ikke er af min foretrukne genre, men det er altid godt at prøve noget uvant fra tid til anden. 🙂 Jeg er heller ikke vant til at skrive anmeldelser, men mon ikke jeg snart får lidt mere føling for det? Jeg håber i hvert fald, det har været fint at læse med, og at I vil vende tilbage! Nu er det tid til at lægge hovedet i blød, og finde ud af, hvad næste fredags indlæg skal handle om.
​
God weekend!
/Patricia